Article interview 1.1
Article interview 1.6
Article interview 1.4

Interview

En af de bedste måder, at forstå hvordan borgere oplever og forstår aktuelle situationer eller områder, er ved at tale direkte med dem. - Spørg ind til deres konkrete oplevelser.

Vi har rigtig gode erfaringer med interviews af få slutbrugere. Vi anser slutbrugere som ”eksperter” grundet deres førstehåndsoplevelser med en given service eller lovgivning. Brugernes viden er en vigtig forudsætning for udarbejdelse af konkrete ideer til nye tiltag eller forbedringer. Vi bruger ofte citater fra interviewet sammen med et foto af brugeren, til at præsentere de fundne indsigter på workshop eller optager lyd eller film i forbindelse med et interview, og bruger det som afsæt for at skabe en engageret og fokuseret idéudvikling.

De kvalitative data, der opnås med en mindre række interviews (eksempelvis 5-8), skal ses som et vigtigt supplement til de kvantitative data. De kan naturligvis ikke stå alene.

Et interview kan bruges i flere stadier af en proces; under opstart til at blive skarpere på projektfokus, i researchfasen til at øge din viden om brugers oplevelse og forståelse af en given situation og som respons på koncepter, ideer og prototyper.

Sådan gør du

  1. Print materialet til interviewguiden, til før, under og efter interviewet.

  2. Prioriter 5-8 personer fra din målgruppe. For at få den fulde indsigt af det område du undersøger, er det vigtigt, du interviewer repræsentanter med forskellige erfaringer fra området. Eksempelvis kan det være en lovgivning, der opleves forskelligt afhængig af virksomhedernes størrelse.

  3. Forbered dig på dine interviews ved at udfylde interviewguiden. Formuler en bred vifte af spørgsmål, der i interviewet vil tage jer hele vejen rundt om brugerens oplevelse og holdning til en given situation eller emne. Spørg dig selv: ”Hvad vil jeg gerne vide om brugeren?”, og ”Hvad vil jeg gerne vide om brugerens førstehåndsoplevelse af den aktuelle situation eller område?”. Gem eventuelle holdningsspørgsmål til sidst.

  4. Stil åbne og konkrete spørgsmål, så du ikke antager for meget om informantens svar. Start spørgsmålene med: hvem, hvad, hvor, hvordan og hvorfor, så du ikke ender med ja/nej svar.
    Eksempelvis ”Ved du hvilken ungdomsuddannelse du vil vælge efter 9.klasse?”. Stil ikke ledende spørgsmål som eksempelvis ”Skal du gå på STX efter 9.klasse?”. Opfordre informanten undervejs i interviewet til at uddybe og give eksempler på sine svar – find vejledning til udarbejdelse af spørgsmål i Interviewguiden.

  5. Tag kontakt til personerne fra din målgruppe. Fortæl kort om baggrunden for projektet, varighed for interviewet og evt. forberedelse, og hvad indholdet skal bruges til.

  6. Introducer dig selv, din rolle og hvorfor brugerenes input er vigtig for projektet. Spørg, om du må optage samtalen og tage billeder til internt brug.

  7. Selve interviewet skal udføres i det miljø interviewet er omdrejningspunkt for; foran en computerskærm i brugerens eget hjem, hvor I vil teste en hjemmeside, hos den offentlige institution, hvor en service I vil undersøge udbydes eller på brugerens egen arbejdsplads. Bed gerne brugeren give dig en rundvisning på deres arbejdsplads eller føre dig gennem en situation/service i slutningen af interviewet, hvis det er relevant for projektet. Se også Servicerejse.

  8. Uddrag de vigtigste indsigter, observation og citater. Brug citaterne fra interviewet eventuelt sammen med et foto af brugeren, til at præsentere de fundne indsigter for dine kollegaer eller på en workshop. Se vejledende materiale til opsamling af interviews i interviewguiden.

Materialer

Print Interviewguide
Notespapir og pen
Kamera (mobil)
Optager (mobil)

Print metode text

Tips

Husk, det er brugernes førstehåndsoplevelse, du gerne vil have indblik i – ikke objektive kendsgerninger, men subjektive erfaringer.

Hold pauser og lad brugeren tale ud, før du stiller et nyt spørgsmål.

Løsriv dig endelig fra spørgeguiden under interviewet, hvis samtalen drejer i en uventet, men relevant retning.

Tilpas spørgeguiden efter første interview, hvis spørgsmålene eller formen ikke virker efter hensigten.

Luk